Hvilken type extensions bruger du?
Hvordan du vasker dine hair extensions afhænger af, hvilken type hair extensions, du bruger. Der er nemlig forskel på fremgangsmåden og behovet for vask, alt efter om du bruger vores clip in, halo eller ponytail extensions, som du selv påsætter efter behov, eller om du har påsat mere permanente extensions som trenser, tape, hot eller cold fusion extensions.
Sådan vasker du clip in, halo og ponytail extensions
Bruger du vores clip in, ponytail eller halo extensions, som du selv tager af og på efter behov? Ikke-permanente extensions skal vaskes mens du ikke har dem påsat i dit hår. Derfor er det lidt anderledes at vaske dem, end hvad du er vant til, når du vasker dit eget hår.
Vi har lavet en seperat guideside om, hvordan du vasker dine ikke-permanente extensions.

Sådan vasker du permanente extensions
Bruger du vores mere permanente hair extensions? Vores trenser, tape, hot fusion og cold fusion extensions er påsat i dit hår over en længere periode, og derfor skal de vaskes mens du har dem påsat.
Læs videre og lær, hvordan du bedst vasker dit hår, når du har påsat permanente hair extensions.
1. Børst dit hår igennem
Inden du vasker dine hair extensions, skal du starte med at børste håret forsigtigt igennem med en extensions børste, som er skånsom for dit hår. Start med at børste hårspidserne, og fortsæt opad mod hovedbunden, indtil alt håret er redt igennem.
2. Vask med shampoo
Start med at gøre håret vådt og massér derefter en skånsom shampoo godt ind i hovedbunden. Vær varsom de steder, hvor dine extensions er påsat. Inddel gerne dit hår i sektioner, så du er sikker på, at du får vasket alt håret. Skyl shampooen grundigt ud, og vask gerne håret en ekstra gang, så du er sikker på det bliver helt rent.
3. Brug en hårkur for ekstra pleje
Vi anbefaler at bruge en plejende hårkur ca. hver anden gang du vasker hår for at give dine extensions lidt ekstra kærlighed. En hårkur åbner op for hårstråenes skællag, hvilket gør, at den kan trænge helt ind i håret og virkelig pleje og fugte i dybden. Fordel kun hårkuren i længderne og spidserne af håret, da du ellers kan risikere, at dine hair extensions løsner sig. Skyl hårkuren ud efter 5-10 minutter.
4. Afslut vasken med balsam
Fordel en blødgørende balsam udelukkende i dit hårs længder og spidser, så du ikke risikerer at dine extensions glider ud. En god balsam lukker skællagene i dit hår, så håret bliver mere glat og blødt og ikke mindst nemmere at rede igennem. Lad balsammen virke i 1-2 minutter, og skyl håret grundigt igennem efterfølgende.
5. Børst forsigtigt håret
Klem vand ud af håret uden at rive eller vride i håret. Børst det forsigtigt igennem med en extensions børste, og start med at børste spidserne og fortsæt op mod hovedbunden. Du kan med fordel tilføre en hårolie til hårlængderne for at give ekstra pleje og gøre håret nemmere at rede igennem.
6. Tør dit hår
Du kan enten vælge at lade dine extensions lufttørre, eller du kan føntørre dem. Vælger du at føntørre dem, skal du huske at bruge varmebeskyttelse i håret, for at dine extensions ikke tager skade af varmen.
7. Glat jævnligt håret igennem
Vi anbefaler, at du glatter dine extensions med et glattejern en gang imellem for at lægge skællagene ned. Det gør håret blødt, glat og meget mere medgørligt. Husk at bruge varmebeskyttelse i håret inden du glatter det. Undgå at ramme de steder, hvor dine extensions er påsat med glattejernet, da varmen kan få fx tape og hot fusion extensions til at løsne sig.
8. Giv ekstra glans og pleje med en serum
Afslutningsvis kan du med fordel bruge et par pump af en fugtgivende hårserum i dine hårlængder og spidser. En hårserum giver masser af glans og modvirker krus.
Hvilke produkter skal jeg bruge til extensions?
Når du har investeret i extensions, er det vigtigt, at du bruger de rigtige plejeprodukter i håret, så du kan få glæde af det så længe som muligt. De rigtige produkter forlænger nemlig levetiden på dine hair extensions og gør håret smukkere og mere medgørligt.
De bedste plejeprodukter til extensions
Vil du give dine hair extensions al den kærlighed, de fortjener, skal du bruge “True Soft”-serien fra Maria Nila. Plejeserien består af de mest nødvendige produkter til dine extensions, og indeholder plejende arganolie, som fugter og plejer håret i dybden. Prøv produkterne og mærk med det samme, hvor blødt og sundt håret bliver.
Beskyt håret mod varmestyling
Du kan sagtens style dine hair extensions med glattejern, krøllejern eller føntørrer. Men det er meget vigtigt at fordele varmebeskyttelse i håret først, så du ikke risikerer at skade håret med den høje varme. Varmestyling kan nemlig udtørre håret, så det knækker og spalter.

Hvor ofte skal extensions vaskes?
Både dit eget hår og dine hair extensions har bedst af ikke at blive vasket for ofte. Derfor kan du med fordel nøjes med at vaske dit hår cirka 1-2 gange om ugen. Det er dog meget forskelligt fra person til person, hvor ofte håret har behov for vask. Er du meget aktiv kan det være nødvendigt at vaske håret oftere.
Væn dit hår til færre hårvaske
Mange har vænnet deres hår til at skulle vaskes langt oftere, end hvad der egentlig er nødvendigt. Du kan dog sagtens vænne det til færre hårvaske ved langsomt at øge tiden mellem hårvaskene. Dit hår vil føles lidt ekstra fedtet i starten, men så snart det har vænnet sig til færre hårvaske, vil din hovedbund producere mindre fedt, så de mange hårvaske bliver unødvendige. Brug gerne en tørshampoo for at strække tiden mellem hårvaskene.